I morges (her) sad jeg og var fortørnet over min egen erkendelse af, at jeg ikke kan købe cantuccini til min alt-overskyggende-vigtige-daglige kaffe, fordi jeg ALDRIG nogensinde ville kunne begrænse mig selv til, at kunne nøjes med at sidde og hygge-krumme med bare én enkelt lille cantuccini, som man gør det på en café (æsken ville være tom efter 2 dage – maks!). Jeg ved egentlig ikke lige, hvordan jeg endte med at konkludere, at hvis jeg bagte nogle selv, så ville jeg kunne styre mit…